Sinus Vene Trombose - et år med en blodprop.

For præcist et år siden i dag, blev jeg indlagt. Fredag d. 22/8 var jeg vågnet op med lidt hovedpine. Som de fleste slugte jeg et par panodiler, tog på arbejde og så hjem til min mors fødselsdag. Samme aften tog jeg i byen med min bedste veninde Mejse, og havde nok den sjoveste bytur længe. jeg vågnede, som de fleste andre efter en vild aften i byen, op lørdag med det der lignede almindelige tømmermænd. jeg gik i seng lørdag, og vågnede op med det folk kender som "Andendag-stømmermænd", Natten mellem lørdag og søndag forværrede tømmermændene sig, så jeg til sidst lå på gulvet på vores gæstetoilet, og kunne ikke være i mig selv på grund af hovedpine. Jeg havde kastet alt hvad min mave indeholdte op, men blev alligevel ved. I en pause fik jeg kravlet ind i stuen, hentet en telefon, tilbage på toilettet og ringet op til mine forældre der lå og sov - uden held.  Jeg kastede op igen, men kunne alligevel formå at få kaldt på min far igennem toiletdøren, der kom ned og fik ringede til vagtlægen.
   Den vagthavende mente, da han talte med min far, at det bare var migræne og at jeg skulle sove det væk. Min far, der ellers ikke har tålmodighed til den slags mennesker, fik ham forklaret at migræne, af den art, ikke er normalt i min familie, og det virkede mystisk. Lægen foreslog så at han selv talte med mig, og forsøgte at få mig overtalt til at sove. Efter at have været brudt grædende sammen og fået fortalt, at det altså ikke var muligt og at panodiler heller ikke længere virkede, fik vi ham overtalt til at sende en læge ud. For mig virkede det som evigheder, før der kom nogen. Jeg havde absolut ingen fornemmelse af tid, så måske gik der kun et kvarter, måske en halv time. Jeg fik forklaret sygeplejersken hvor det gjorde ondt, og at det var en 10'er på deres "1-10 skala". Hun mente dog stadig at det var migræne, og gav mig noget smertestillende at sove på. Hun fortalte inden hun kørte, at hvis det fortsatte på denne måde "måtte jeg jo gå til egen læge i morgen" - hvilket viste sig at være nødvendigt.
   Jeg fik taget den ene blodprøve efter den anden - alle var negative, så fik jeg testet syn og reflekser, alt virkede som det skulle. Og min læge var meget forvirret. Hun blev, på baggrund af prøverne, nødt til at sende mig hjem med beskeden "du må altså komme igen, i morgen hvis det fortsætter". Dagen efter endte jeg så på briksen igen. Nu var det blevet mandag, og ingen kunne rigtigt forstå hvad der var galt. Hun foreslog at hun indlage mig som akut-patient i Randers, og at de måtte foretage nogle længere undersøgelser der. Mente min mor og jeg var en god idé, så vi takkede pænt "ja tak" til tilbudet, og mente at vi godt selv kunne køre derud. I bilen spurgte hun mig om min, nu daværende, kæreste vidste at jeg var syg, og jeg fik mumlet noget i retningen af "han ved jeg er syg, men ikke så syg". For han skulle ikke vide at jeg var pisse bange, og det skulle min mor da slet heller ikke!
   I løbet af de her dage har jeg hverken kunnet holde vådt eller tørt i mig, og var så afkræftet at da jeg nåede elevatoren kunne jeg ikke længere holde mig oprejst. På stuen mødte vi en sygeplejerske, der spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Jeg fik mumlet noget i retningen af at jeg ikke havde det så vildt godt, og min mor tog derefter over, og forklarede situationen. Herefter lagde de mig, på enestue, stillede mig spørgsmål, og stak mig noget smertestillende igennem et drop med saltvand. Herefter faldt jeg i søvn. Jeg har ikke rigtigt nogen idé om at hvor lang tid jeg har sovet men vågner, kaster op, og falder i søvn igen. Da jeg vågner igen er der mørkt uden for, og en læge kommer ind til mig. Han fortæller at blodprøverne de har taget alle er negative, og spørger om jeg vil gå med til at få scannet mit hoved, eller få taget et rygmarvsscanning - for det er de to valg jeg havde. På dette tidspunkt følte jeg ikke rigtigt overskud til at skulle tage stilling til den slags, så jeg fik sagt til lægen at de kan gøre med mig hvad de vil. De kiggede nervøst på min mor, som sagde ja til at de scannede mig først - tak! Det næste jeg husker er at jeg ruller ned ad gangen i min seng, og kan huske hvor rart det faktisk var at komme "ud", og hvor køligt der var på gangen. Jeg lukker øjnene lidt, da lampernes lys blændede mig da jeg kørte under dem. Det næste jeg husker er en sygeplejerske der beder mig pille min næsering og mine stretch ud - jeg må have været faldet i søvn. Dernæst bliver jeg kørt ind i et stort monstrum af en scanner, imens en dame fortæller mig hvordan det fungere, jeg er fuldstændig ligeglad og dopet på morfin, så jeg falder i søvn med det samme hun er gået.
   Det næste jeg så husker er at jeg bliver vækket fordi at scanningen er slut, og at jeg så skal tilbage i min seng. Hvilket jeg så også kun lige magter. For på vejen tilbage til min stue falder jeg i søvn igen, efter at have kastet op, og vågner først da en læge kommer ind, efterfulgt af en sygeplejerske. De ser begge ret så alvorlige, og mindst lige så forvirrede, ud. Jeg kan faktisk ikke huske hvordan de får startet på det. Men de får mig, og min mor, forklaret at de har mig mistænkt for at have en blodprop i hjernen. Og her går det hele i stå inde i mit hoved. Så kaster jeg op. Igen. Jeg hører det sidste de for fortalt min mor, om at de har ringet efter en ambulance der skal transportere mig til Århus Universitets-hospital, hvor de skal undersøge mig nærmere. De fortæller også at de vil koble mig til en maskine der måler min puls, da den er så lav at de ikke tør lade den være uden for opsyn så længe. Så får de mig koblet fra mit saltvandsdrop, og til den her maskine. Jeg føler mig viklet helt ind i ledninger, og griner lidt af mig selv. Ret ynkeligt og dopet, men lidt sjovt havde jeg det. Så giver sygeplejersken mig endnu et skud morfin i låret, og ambulanceførerne kommer ind ad døren med en båre. Den ene er halv-skaldet og bred, den anden er også bred, men mørkhåret og fuldskæg. De smiler, og spørger om jeg selv kan kommer over på båren. På det tidspunkt virkede det som om den lille meter over til båren, var flere kilometer lang, men jeg får sagt at jeg bare skal have en arm at holde fast i. Og sådan kom jeg fra seng til båre, og på den rullet ind i ambulancen. Ham den halvt skaldede er omme bag ved sammen med mig, og ham med skægget kørte. Inden vi kører spørger han mig om jeg fryser. Tror ikke jeg for svaret. Imens vi kører igennem Randers fortæller han også om engang han skulle køre sygetransport for en gammel dame, der skulle fra Randers til Århus. Men dengang foregik det hele stadig igennem papirer og mundtlig overførsel når det kom til videregivning af beskeder. Så de havde fået en forkert patient med. Dette var dog også en gammel dame. Men hende er skulle altså bare til Herning. Så da de trillede ind i Århus, og han fortalte at de nu snart var ved universitets-hospitalet i Århus, kiggede damen forvirret op og fik forklaret at hun altså skulle til Herning. De havde grinet lidt ad det, og selvfølgelig havde de kørt damen til Herning. Jeg grinede også lidt. Tror et var et lidt fjoget grin, for allerede da jeg var kørt ind i ambulancen var morfinen godt i gang med at virke. Da han var færdig med at snakke faldt jeg i søvn. Jeg ved ikke hvor længe havde sovet, men jeg bliver vækket af den halvt skaldede, der smilende fortalte at vi nu var kørt ind i Århus, og at det ikke ville tage mere end 15 minutter, og så ville vi være fremme.
   Lige inden vi er fremme, spørger han mig om min navn og CPR. Da han får mit fulde navn kigger han forundret op, og som de fleste andre mennesker med lidt humor i livet siger han "Du er da vidst ikke helt dansk!", og jeg får fortalt at min far er hollænder, som jeg plejer. Så siger han "Nej, det er sku ikke helt dansk! Cool nok!". Så går døren op, og ham med skægget står uden for. Det sidste jeg siger til ambulancerederen er "walla!", og får smilet fjoget til ham imens han griner højt. Så kører vi ind ad indgangen og min mor og en sygeplejerske møder mig. De får mig bakset i seng, koblet mig på et nyt saltvandsdrop og så falder jeg ellers i søvn.
   Jeg vågner ved at et nyt hold sygeplejersker kommer ind, det er stadig mørkt uden for, men klokken har jeg ingen idé om hvad er. De fortæller at jeg skal til en ekstra scanning, og den er klar nu. Så vi ruller afsted. Igen er der koldt ude på gangen, og lyset fra lamperne blænder mig. Så jeg vælger at holde øjnene lukkede, og åbner dem først igen, da jeg kan høre en sygeplejerske skal have mig fra sengen og over i scanneren. Hun giver mig en panikknap i hånden, og pakker mine ører ind i puder "for maskinen kunne godt larme lidt"- fortæller hun. Hun fortæller mig også at scanningen vil være ca. 30 minutter med korte pauser. Så går hun. Hun tester om jeg kan høre hendes stemme igennem højtalerne der er i maskinen, og jeg får mumlet et eller andet, som hun godtager som et "ja". Så falder jeg i søvn. Jeg vågner først ved at maskinen kører mig ud igen, og at skal fra maskinens båre, og over i min seng. Igen føles de få meter, som et maraton for mig, men jeg får med stor hjælp fra folk bakset mig selv over i sengen. Her kaster jeg op igen. De kører mig tilbage til værelset, og jeg sover lidt mere.
   Min mor vækker mig da en læge kommer ind. Han har en sygeplejerske med, og ser lige så forvirret ud som lægen i Randers. Jeg kigger groggy på dem, imens de forklare at den altså er god nok, det de har set i Randers. Dog sidder den ikke inde i min hjerne, men i hjernehinden. Altså, den man også får meningitis i. Dette er også grunden til at alle blodprøverne, på alt hvad de har testet mig for, er negative. Herefter spørger de om jeg vil have en værge til at tale for mig, imens jeg sover. Dette siger jeg ja til, og lader mig mor tage ordet for mig. De spørger om alle de spørgsmål de skal; Er du på P-piller, rygning, stress, usunde levevaner, alkoholindtag og sikkert mange flere, for efter sidst nævnte er jeg langt væk i drømmeland igen.
   Det næste der sker, er jeg faktisk ikke sikker på, hvilken rækkefølge alting sker i. Jeg har vredet min hukommelse, og kan ikke rigtigt finde hoved og hale i det. Men i får det i, så vidt muligt, rigtig rækkefølge.
   Næste morgen vågner jeg ved at en sygeplejerske kommer ind med morgenmad, hun fortæller at en læge snart ville være der, og fortæller om medicinen, jeg skal på. Det er to forskellige slags; det de kalder Marevan, og det de kalder Klexane. Den sidstnævnte var injektioner, og den første i pille-form. Hun spørger om jeg selv vil stikke mig, eller om hun skal gøre det. Jeg siger at hun bare skal give den gas. Efter at hun har stukket mig, og jeg har slugt pillerne, falder jeg i søvn igen. Morgenmaden rører jeg ikke. Jeg vågner senere, og kan faktisk ikke huske af hvad. Jeg tror at det var min far som kom ud på hospitalet, han var taget afsted på arbejde om tirsdagen, og tog hjem igen onsdag. Da han arbejder offshore undrede jeg mig over at se ham hjemme så hurtigt. En læge kom ind senere på dagen og vækkede mig, han kom for at spørge om alt var okay, og da vi jeg svarede "bedre end i går", så åndede han lette op, og foreslog at jeg blev udskrevet i dag, og tog hjem. For hjemme er nu der hvor man kommer sig bedst. Det sidste var vi enige i, men da jeg stadig ikke havde spist siden lørdag aften, og stadig ikke kunne holde noget i mig, mente mine forældre (og jeg), at det slet ikke skulle være på tale lige nu. Lægen forsøgte at diskutere sig ud af det, men kunne godt se at det var en tabt sag, så han lod mig ligge.
   Min kæreste kom også, men først om torsdagen. Her blev der diskuteret om hvorvidt jeg havde lyst til at have besøg eller ej. Jeg takkede pænt nej. Jeg sov mere end jeg var vågen, og havde stadig stærke smerter når jeg var vågen. Derudover kunne jeg ikke rigtigt se, fordi blodproppen sad og pressede ned på min synsnerve. Så jeg følte ikke rigtigt at de besøgende ville få noget ud af besøge mig. Men jeg fik min kæreste overtalt til at skrive på Facebook hvad der var sket. Derefter begyndte folk at sende sms, Facebook-beskeder, blomster og kort. Det var ret rørende. Men fordi jeg ikke kunne se, fik jeg min mor til læse det hele højt. Min mor kom også med et forslag om, om det ikke var på tide at få et bad. Og jo! Med stort besvær fik min mor og mig bakset os ud af slanger, drop og pulsmåler (ja, den ville de stadig ikke pille af), og ind i badet. Jeg kunne absolut ingen ting, og sad bare på en skammel og følte mig hjælpeløs. Jeg kan huske at jeg kiggede op på min mor, der badede mig, og sagde at jeg var glad for at det var hende der gjorde det. Hun har senere fortalt, at hun havde sagt til min far, at det sidste hun skulle gøre, var at bade mig. Så har grinet en del af, at det så var hende der endte med at gøre det.
   Fredag mødte jeg en person som jeg virkelig ikke kunne lide. Jeg var svært ved at bruge ordet had, men jeg var godt nok tæt på, da det kom til hende. Sygeplejersken, som det var, kom ind flere gange dagligt, med et tilbud om lidt mad. Hun forklarede at det var kroppen der var ved at lukke ned, og det derfor var vigtigt at få nået "mad i skrutten" som hun så fint sagde. Jeg sagde en enkelt gang sagt ja til en suppe, af høflighed, men spiste kun en skefuld af det. Alt jeg fik var med ekstra fedt og ekstra proteiner, og for en person som ikke har det store spisebehov, så er ekstra fedt en ret stor udfordring. Hun var også typen der altid gik rundt med en lommelygte, så når sygeplejerskerne gik på deres natte-runde, og hun havde vagt, lyste hun en lige i ansigtet. Hun gjorde det af bedste mening, men hold op hvor var det irriterende!
   Natten til lørdag vågnede jeg så op, og skulle tisse. It happens! Så jeg får mig viklet ud af det her drop, så jeg kan komme ud, og med drop, et enkelt øje lukket, og et tempo selv snegle ville kunne følge med i, kommer jeg ud på toilettet, og får tisset. Da jeg så skal ud igen møder jeg en gammel mand. Jeg ligger på en stue hvor der kun er gamle mennesker, så synet af en gammel mand chokerer mig ikke rigtigt. Dog er der noget nyt ved denne mand, han har nemlig intet tøj på! Jeg forsøger at holde masken, og får sagt "undskyld, jeg skal lige forbi", manden flytter sig lidt, og jeg får fat i mit gelænder, som jeg kan støtte mig til på vej tilbage på toilettet. På vej tilbage, kan jeg så høre en sygeplejerske komme luntende efter manden "Nej, nej! Du skal vidst ind og have en lur!", manden bliver forvirret og spørger om han skal på tur, og hun siger "Nej, se. Nu kommer du med mig, får lidt tøj på, og så er det vidst tid til en lur.". Manden bliver endnu mere forvirret, og spørger om han virkelig skal på tur nu. Mere hører jeg desværre ikke, for så er jeg nået ned til mit værelse.
   Lørdag går snakken rigtigt. Jeg hører stadig ikke så meget, men nu har jeg ikke rigtigt spist i en uge, og lægerne er begyndt at spørger om de skal lægge et drop, så jeg kan få noget mad. Mine forældre er sikre på at jeg nok skal spise lidt. Min mor skal på arbejde, og bliver nødt til at køre. Så min far og jeg er alene på stuen. Og her oplever jeg nok det mest uhyggelige syn, ved alt det her. Min far og jeg har altid haft et forhold som var godt, men vi har også perioder hvor vi næsten ikke kan holde hinanden ud. Min far sætter sig ned på stolen ved siden af min seng, og kigger på mig. Han sukker, og siger "Nu går jeg ned i kiosken her nede, og så køber jeg lige hvad du vil have! Hvad har du lyst til?", jeg svare at jeg ikke rigtigt har lyst til noget. Så rejser han sig og tager sin pung, og siger at han er tilbage snart. Jeg ved ikke hvor længe der er gået, men da han kommer tilbage har han nærmest købt en af alt hvad de havde i kiosken. Jeg smiler lidt, og spørger hvad der skete siden han havde købt så meget. Så kigger han på mig, og jeg kan se hvor desperat han er. Så siger han, at det sidste han havde lyst til at se, var at se mig spise igennem et drop, og om jeg ikke nok ville gøre et forsøg. Bare for hans skyld. Og fra det tidspunkt gjorde jeg mig virkeligt umage for at få noget ned. I starten gik det vildt dårligt. Alt kom op igen. Men efterhånden fik jeg spist en (meget) lille håndfuld saltstænger og en halv filur-is, og så gik det frem ad.
   Søndag fik jeg spist en halv bolle, der røg op igen. Men lidt frugt fungerede! Og mandag endeligt! Var jeg frisk nok til at kunne komme hjem. Inden de udskrev mig gav lægerne mig et lille stykke papir, med ting jeg skulle passe på med at spise, og jeg når lige at tænke "Godt så. No more McDonalds!", men da jeg ser hvad der står, så er det kun grøntsager. Der var ting som kål, spinat, springløg, avokado, pistacienødder, tang, mayonnaise, persille og purløg. Ting jeg levede af før. Mit næste spørgsmål var så "Hvor længe", der kiggede lægerne på hinanden, smilede og sagde "Det ved vi ikke. En måned, et år, måske for evigt. vi skal først havde fundet ud af hvorfor du fik proppen". Der var jeg lige ved at græde. Lægerne fortæller også at jeg skal gå til nogle INR-test hos min egen læge, for at holde øje med mit blods tykkelse. Så fik de koblet mig fra alle drops, og jeg kom i noget nyt tøj. Jeg kunne stadig ikke rigtigt se, og var virkelig svag, fordi maden stadig ikke var blevet til mere end saltstænger og frugt. Men ud til bilen kom vi! Den førte nat tilbragte jeg på sofaen. Mine forældre mente dog, at fordi vi ikke rigtigt vidste hvor længe jeg skulle ligge i stuen, måtte de hellere købe en seng, der kunne stå i stuen. Så min far, der havde taget en måned fri fra arbejde, kørte i jysk, og samlede en seng til mig. Har kunne jeg ligge og lytte til hvad der foregik rundt omkring. Jeg kunne alligevel ikke se noget, så for mig gjorde det ikke rigtigt noget, om jeg var hvor folk var. Dette gik der et par måneder med. Mit syn blev bedre, og hovedpinen mindre i takt med at proppen opløstes, og jeg kunne komme mere ud. Jeg gik til lægen engang to gange om ugen, for at få tjekket mine INR-tal, og få reguleret min medicin ud fra dette. Min medicin var dog kun lavet til folk over 70, og folk der vejede 150kg.. Så den kom aldrig rigtigt til at virke på mig. Min medicin blev reguleret en eller to gange om ugen, alt efter hvor høj/lav min INR var. Og min læge undrede sig hver gang.
   Slut november var jeg endelig frisk nok til at kunne komme i gang med at arbejde. Noget jeg virkelig havde savnet! Derfor søgte jeg job på en friskole, og fik i starten af december jobbet som lærervikar/pædagogmedhjælper. Et job jeg stadig har, og stadig holde af! Derudover ventede jeg på at kunne få lavet en scanning af mit hoved, som kunne fortælle mig om proppen rent faktisk var i gang med at opløses, og videre undersøgelser kunne foretages. Så et halvt år gik, efter indlæggelsen, og jeg kom til en scanning i februar, der fortalte at proppen var væk. Derudover startede undersøgelserne så på, hvorfor det så var at det skete. Jeg fik testet mine hormoner, der viste at alt var normalt. Dog måtte jeg aldrig nogensinde røre p-piller igen. Så testede de mig for, om det kunne være noget genetisk, Første gang var den positiv, anden og tredje gang var den negativ. Så de gik ud fra om det heller ikke var det. De testede mig for 400 andre ting, som også var negative, og til sidst vidste de ikke hvad de skulle gøre. Så i april måned fik jeg beskeden om, at til august på dagen hvor jeg fik diagnosen, kunne jeg stoppe på min medicin. Altså for præcist et år siden.
   I dag har jeg været til mit sidste tjek, hvor kost og hvad der senere skal ske, blev diskuteret. Og som det ser ud nu, kan jeg spise, drikke og leve som jeg vil. Derudover kan jeg kalde mig medicin-fri, og bare tanken giver mig lyst til at hoppe og danse hver gang den slår mig. Men det er ikke uden frygt. For hvorfor alt det her skete, er der ingen der ved. Chancerne for at det sker igen, er minimale. Dog kan man ikke lade være med at tænke sig en ekstra gang om.
   Hvorfor skriver jeg så alt det her ned? Jo, fordi der stadig er mange der går rundt og ikke ved hvad der er sket, men også fordi jeg gerne selv vil mindes. Men ikke mindst fordi at jeg, det sidste år, er blevet mindet om hvor vigtigt det er at sætte pris på livet, og de folk der er omkring en. Og fordi at jeg faktisk synes at det er en historie der skal deles. Ikke for medlidenhed til mig, men igen for at minde folk om at ja, venner, veninder og familie er til at brække sig over en gang i mellem, men at man skal huske at minde sig selv om, at livet er skrøbeligt, og måske en dag er væk. Jeg lærte at sætte pris på de små ting, på den hårde måde, og håber ikke for nogen anden at det skal ske.

En flænge i himlen - anmeldelse

Jeg valgte at afslutte en vildt lækker weekend med at gå i biografen med min mor og søster i søndags. Dog var det med en hvis skepsis, da filmen vi skulle ind og se var "en flænge i himlen". Det jeg havde forestillet mig var endnu en ungdoms-film, hvor man gik fra biografen med en følelse af øv. Men hold nu kæft hvor blev jeg overrasket! Det er stadig en ungdoms-film. Men synes at jeg lige vil skriver om den her, i håb om at få dig til at tage din veninde, kæreste, familie, eller bare dig selv med ind og se den.

Handling:

Filmen handler om en kræftsyg pige ved navn Hazel Grace (Sheilene Woodley). Hazel blev diagnosticeret med en svær form for lungekræft som 13årig, og kæmper nu som 17 årig for at få et normalt så normalt liv, som muligt. Hazel's mor er overbevidst om at Hazel er deprimeret, og tvinger hende derfor til at gå i en terapi-gruppe, som Hazel absolut hader. En dag støder hun, bogstaveligt talt, på Augustus Waters (Ansel Elgort). Augustus er en kæphøj, spontan, fyr på 19, der tidligere har mistet sit ben til kræften. De to bliver hurtigt tætte venner, og sammen begiver de sig ud i en verden der er præget af kærlighed, livet og ikke mindst det at håndtere døden som en ung teenager.

Lidt facts:

Filmen er baseret på bestselleren "the fault in our stars", der også blev kåret til årets bedste fiktionsbog i Time Magazine i 2012. bogen er skrevet af John Green, der blev inspireret til historien da han tidligere arbejdede med kræftramte børn og unge. Bogen er blevet trykt i over 1.000.000 eksemplarer, og derudover en fulgte en masse E-bøger efter.

Virker hovedrollerne bekendte? Det er med god grund, for Sheilene Woodley og Ansel Elgort spillede nemlig også hovedrollerne i Divergent (en anden ungdoms-film), der også har hypet rundt i hele verden. Derudover er Willem Dafoe med, Laura Dern, Nat Wolff og Sam Trammell, også med.

Min mening:

Har du haft kræft tæt inde på kroppen, i form at et familiemedlem der har kæmpet kampen, eller dig selv, så er den væd at se. Jeg mistede for snart, 3 år siden, min bedstemor til lige præcis lungekræft, og at se filmen her mindede mig rigtigt meget om, hvordan vi selv kæmpede hjemme hos os selv, og ikke mindst hvordan min bedstemor kæmpede imod sygdommen, og tanken om at skulle dø. Jeg tudede mig igennem 1/3 af filmen, og gik ud med følelsen af at den film skal jeg se, og tude til, igen. Men kan man så kun se filmen, og få denne reaktion, hvis man har haft sygdommen tæt på? Nej. Filmen er skruet sådan sammen at igennem alt det triste, kommer der højdepunkter i form af akavet teenage-kærlighed, fjollede jokes og ikke mindst forældre der arbejder virkelig hårdt på at være "nede med de fede", uden held. Alt sammen noget vi alle kender til fra hverdagen, om man så er syg eller ej.

Så mangler du noget at give dig til en aften, og mangler du en god film der kan røre dig, så synes jeg du skal tage ind og se den. For selvom at det er en ungdoms-film, med platte jokes og pinlige forældre, er det også en film der fanger dig og tager dig med ind i enten et kendt, eller ukendt univers. Så jeg vil slutte af med at lægge traileren ud, og så sige; gør det!

Sådan går det!

Hm, jeg har ikke blogget længe! og slet ikke om mig selv! Men jeg lever endnu, så ved i det. Jeg har også en god grund til at jeg ikke har fået blogget. Det er faktisk fordi at jeg har endelig (!) har fået mig et job! Woo! Go mig ! At det så er endnu et rengørings-job er så en anden side af sagden... Jeg tror at min skæbne har valgt at fastlægge sig selv, uden lige at informere mig omkring det..... Måske fordi at jeg er vildt ubeslutsom for tiden... Jeg har også grublet over det, at lave sin egen mad-blog. Ved ikke helt hvorfor det slog mig, at det er det jeg skal. Eller.. jo.. Jeg laver jo voldsomt meget mad.... Og i har jo også været vidner til en del opskrifter her inde. Så jeg har tænkt lidt, hvorfor ikke bare gå all in? Jeg mener... Det kan snart ikke blive mere kikset end det her... Haha

Min kæreste har valgt efter, officielt, halvandet år sammen, at det er ved at være tid til vores første officielle date... Det ved jeg ikke helt hvordan jeg har det med... Altså.. Det er jo fedt nok... Men jeg er typen der virkelig ikke kan finde ud af at spise ordentligt når jeg er ude, og jeg er generelt en smugle upassende... Jeg er næsten god til at gå i biografen... Skal dog arbejde lidt på det der med at snakke.... Men hey.. Det er jeg ikke alene om! Men grunden til at jeg har det svært med det, det er fordi at han ikke vil fortælle hvad vi skal lave! Det er jo pisse nederen når man gerne vil vide om man skal bungee jump, spille golf eller se hvem der kan tømme en liter øl først... Spørg mig ikke hvor den sidste kom fra....... Tror ikke det er noget man gør på officielle dates...... Jeg ved det ikke....

Jeg sidder og scroller min facebook-væg igennem for at finde spændende ting der er sket i mit liv siden sidst jeg gav mig selv lov til at skrive om mig selv. lol... Så længe siden er det... Hmm.... I får dem lige korte high-lights:

• Jeg er begyndt at træne! Omg... 4 gange om ugen... At jeg så har en svaghed for kage og andre usunde ting er jo så en mindre detalje.... Men hey! Det er tanken der tæller...
• Så skal jeg holde en pause fra Roskilde festival i år! Det er jeg ganske utilfreds med.. Men sådan går det når ens arbejdsgiver glemmer at jeg har bedt om ferie.. Men så bliver det nok smuk-fest istedet !
• Så går jeg selvfølgelig i byen så snart jeg kan komme til det. - Specielt i Århus !
• I onsdags brugte jeg 1000kr. på sko...

 hmmm...... Jeg kan ikke rigtigt komme på mere.... Så lad mig slutte hvor jeg startede; Madbloggen... Hvis jeg skal starte en... Hvad skal den så hedde? Det kunne være svedigt med lidt forslag fra dem som faktisk ville læse den !

Møs!

Jalousi. - Psykopat eller omsorgsfuld?

Først vil jeg lige undskylde for at der er gået så meget mad-blog i den og for lidt.. Mig.. Der snakker om mig... Lol.... Men nu vil jeg forsøge at holde en lille pause fra maden, og undeholde jer om mig i stedet for. Er det ikke fedt? Nå... Her på det sidste køre Medinas sang "jalousi" over alt i radioerne. Jeg må sige, jeg er ikke fan af Medina. Men jeg har fundet frem til at det faktisk er en sang, der siger utroligt meget rigtigt! Min veninde Mejse og jeg, snakkede om emnet er for et stykke tid siden, og det inspirerede mig til indlægget her, omkring emnet jalousi. - i alle former. For jalousi, findes jo i mange former og farver. - men mest grøn.. Hæhæhæ.. Ej.. Stop!

Jeg vil ikke selv pudse min glorie for hårdt, for jeg er som de fleste i mere, eller mindre, grad en jaloux type. Graden af jalousi kommer selvfølgelig an på emnet. Sjovt nok er det ikke på min kæreste det går værst udover, men de makeupartister jeg følger på youtube. Det burde være omvendt. Men det er det ikke.. Jeg er ikke normal.. Eller hvad? Jeg har flere veninder det går rundt bliver jaloux på deres kærester når de så meget som bare siger "hej" til deres egen mor, eller mistænksomme hvis ikke de svare de 27 smser de sendte for en time siden. Jeg har også hørt om flere skænderier fordi at kæresten gik i byen, og snakkede med en fremmed, for dernæst at gå hjem og få at vide at det ikke er okay. Er det bare mig, eller er det ikke lidt fjollet? Det burde jo være dem som er underlige, og ikke mig. "Hvorfor?" er der så en der sikkert spørger pisse dumt. Jo, nu skal du høre dig der spørger så pisse dumt. Man burde jo stole på hinanden, nok til at du kan sende din kæreste i byen, og stadig sidde hjemme og se Disney sjov. Ja, han/hun snakker måske med en fremmed af modsatte køn. Men hey, det er jo sådan man er social! Og hvorfor tage i byen, hvis man ikke kan møde nye mennesker? Det er jo ikke fedt. Men hvor går grænsen så? Det skal jeg ikke kunne fortælle jer. Folk er jo forskellige, og nogen synes måske at det er at stramme den, hvis de snakker med en anden pige/fyr over en øl. Personligt har jeg det sådan, at han bare holder fingrene for sig selv, så må han hoppe og danse med hvem han end har lyst til. Men som sagt vil jeg ikke pudse min glorie for hårdt. For jeg holder da lidt ekstra øje når hende den flotte, med det lange hår, flotte tøj og pisse søde smil der står og snakker med ham. Men igen, så burde man jo også stole nok hinanden nok til at vide selvfølgelig holder han fingrene for sig selv! Jeg skal ikke kunne sige at om han har det på samme måde. Ej.. Hvad snakker jeg om? Det er jo mig vi snakker om! Ej.. Jeg pjatter... Jeg ved ikke noget... Jeg er her bare.. Det kunne jo også være et tegn på en lav selvtillid? Altså, at man ikke tror på at man selv er god nok, og derfor føler at kæresten snakker med andre fordi at han godt ved, at han kan få bedre. Men tror helt ærligt at det er et sjældent tilfælde.... Nogle siger også at det bare er fordi at de vil passe godt på ham/hende, og nogle der synes at det er sødt/omsorgfuldt at de bliver jaloux. Det kan jeg så ikke se, for i følge mig, er det jo som sagt en mangel på tillid til hinanden.

Men som sagt er der mange former og farver af jalousi. Og der hvor jeg bliver helt grøn, er når jeg ser folk der er bedre end mig, til mine hobbyer. Ikke så meget mad-hobbyen... Mest makeup og tegne-hobbyen.. Jeg er blevet meget bedre til at sige til mig selv at jeg bare skal øve mig, så går det nok ! Men wow... Det er svært.. Jeg tror det er sådan nogle har det med deres kærester... Åha... I dette tilfælde er det så måske bare manglen på selvtillid den er gal med. For jeg nærer ingen had til personerne, det er altså på ingen måde personligt... Jeg nærer kun had til deres talent.. Det er også svært at se en pige er et år yngre end sig selv, udvikle karriere, og køre totalt med klatten, inden for en hobby man selv forsøger at gøre sig bare en smugle dygtig, i. - og så samtidig se pisse flot ud! Åha! Men det er jo noget man kan arbejde med... Ikke at se flot ud... Mest bare at øve mig på min makeup.

Vi er alle sammen forskellige, men vi vælger selv hvor stramt vi vil gøre det, og vælger selv hvor stram vores omgangskreds skal være. Er det så fjollet at bede nogle om at være lidt mere large når det kommer til kæresten, og måske spørge sig selv om det er "reglerne" man selv ville kunne leve under? Jeg er hverken terapeut, psykolog eller noget der ligner, så jeg skal virkelig ikke gøre mig klog på hvordan man kommer over det. JEg kan bare sidde er og gøre mig klog på alt muligt, imens jeg drikker kold kaffe-latte og høre fjollet musik. Det var faktisk helle ikke på nogen måde meningen at det her skulle være "Sådan kommer du over din jalousi"-indlæg.... Men har på fornemmelsen af, at det er hvad det er blevet til.... Sorry...

Jeg ved faktisk ikke hvad i skal bruge det her til. Det er bare noget jeg har gået og tænkt lidt over, og ville dele lidt af med jer.

Jeg vil afslutte min snak, med hende jeg startede med at snakke om; Medina.

Møs!

Lakseroulade med spinat og flødeost.

Måske skulle jeg bare starte en madblog? Ej... Det ville ikke være sjovt.... Jeg ville bare blive tyk... Hvis det stod til mig, ville jeg lave flot mad hver dag. Men det er dyrt at lave flot mad, fordi der skal alt muligt fjollet i! Fjollet er godt... Men dyrt!
Til sagen! Jeg lavede i fredags lakseroulade til mit kors påskefrokost, og det endte faktisk ganske godt, når man tænker på at sidst jeg rullede noget der lignede roulade, var i 7 klasse, og det gik helt ærligt ad helvedes til..... Men de blev flotte !

Opskriften:

Ingredienser:

• 450gr. frosent spinat
• 4æg (gerne øko)
• salt og citron saft.
• 150gr. flødeost (jeg brugte helt plain Philadephia)¨
• 1dl. creme fraise
• 3-400gr. røget laks. (400 dækker Hele rouladen, husk dog at den stadig skal kunne rulles)
• et bund dild
• Citronsaft og evt. lidt salt.

How do I do?

Bund:

Start med at tænde din ovn på 200 grader (varmluft), så den er klar. Derefter lægger spinaten i kogende vand, for at tø. Skift det ud, når det er blevet koldt, så går processen lidt hurtigere. Når det er tøet op, så hel det hele igennem en si, og pres alt vandet ud. Brug evt. et (gammelt men rent) viskestykke til sidst, for at få de sidste dråber ud. Hvis der stadig sidder vand i spinaten falder hele bunden sammen, og er lige til at smide ud, så ud med alt det vand!

Når spinaten er blevet så tør som muligt, så skiller du æggehviderne fra blommerne, i hver sin skål. Der må under ingen omstændigheder komme blomme ned til hviderne, så det er et pusle - og tålmodigheds-arbejde. Har du ikke tid til dette, vil jeg anbefale at købe dem pastoriserede, og hver forsig. - det samme gælder hvis du ikke bruger øko-æg.

Så blander du citronsaft (jeg brugte lige under en halv citron) og salt med blommerne og blander det godt med spinaten. Jeg vil anbefale at bruge en gaffel til dette.

Når du så har gjort dette, pisker du hviderne stive. - de er først pisket ordentligt stive når du kan vende skålen over dit hoved, uden at de falder ned i ansigtet på dig. Så pisk godt, og vend derefter forsigtigt hviderne i. Hvis du bare pisker dem i med fuld Gadaffi så pisker du luften ud af hviderne, og så kan du smide det hele ud og starte forfra. Så forsigtigt ! Jeg vil her anbefale at bruge en dejskraber, eller en ok stor grødeske.

Når det hele så er blevet til en "homogen" masse, altså at der ikke ligger en stor spinat-klump og gemmer sig i bunden, og alt lige som er ligeligt fordelt. Så heller du massen over på en bageplade (med papir!!!), og fordeler det jævnt over pladen. Ind i ovnen med dyret ! Giv den omkring 12 minutter. I opskriften jeg følger står der 10-15 minutter, hvilket jeg synes er fjollet... 12 minutter er nok!

Fyld: skal først på når bunden er kølet helt af!

Hæl flødeosten (der har stuetemperatur) over i en skål, og bland den med creme fraisen og citronsaften (ca. den anden halvdel af den citron du brugte før). Hak derefter dilden (fint eller groft er lidt efter hvad du selv magter), og vend det i flødeosten med lidt salt. Skær herefter laksen ud i små stykker (ikke blendede-små stykker, men sådan.. pæne små stykker)

Fordel derefter flødeoste-mixen og laksen på bunden så det ligger nogenlunde jævnt (start venligst med flødeosten.). 

Og så ruller du den! Det er egentligt vildt svært at forklare hvordan man gør, men jeg skal gøre mit bedste: Start med løsne lidt under den ene ende (Jeg anbefaler den brede side. Så får du mange.) af bagepapiret. Tag så papiret, og ryk det forsigtigt op ad, så det forreste stykke "falder ned" i det andet. Træk det der ligger oven i lidt tilbage så den bliver rullet ok stramt. Fortsæt med denne procedure, til du har rullet det hele, og husk hele tiden at løsne lidt i bunden, for spinaten kan godt sidde lidt fast i papiret, og det giver nogle ikke så flotte huller. 

Stil den i køleskabet i en times tid, så flødeosten kan kan sætte sig lidt. Så bliver den lettere at skære i.

Og sådan får du en lakseroulade der ligner den på billedet ! Hel og lykke !

Møs!

"Diabetes - jo tak!" - Chokoladekage.

Okay....... Jeg har bagt mere kage... og det her er verdens bedste chokoladekage... Oh my gawwd....
Jeg vil ikke snakke så meget mere om den, udover at fortælle jer hvad i skal bruge og hvordan i fremskaffer samme resultat som mig.

Du skal bruge:

Røremaskine/el-pisker

Deseliter-mål

skeer (både spise og teskeer)

vægt (gerne elektronisk)

Si

to små gryder

Ingredienser:

Kagen:

• 150 gr. usaltet smør
• 150 gr. sukker
• 150 gr. hvedemel
• 1 tsk. bagepulver
• 3 æg.
• 3 spsk. kakao.
• 4 spsk varmt vand
• 100gr. mørk chokolade (70%).

Chokoladeglasur:

• 75 gr. Mørk chokolade (70%)
• 75 gr. flormelis
• 50 gr. smør.
• 2 spsk mælk.

pynt:

• Hvid chokolade eller smuttede mandler

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.

Smelt smørret i en gryde, og lad det køle af. Imens det køle af, så blander du mel, sukker og bagepulver og rører det let sammen. Når smørret er kølet af så rører du det ned til de tørre ingredienser, og bliver ved med at røre til dejen er glat (Jeg bruger en rører maskine, og rører smørret i, imens maskinen kører). Så tilsætter jeg æggene, og rører dem i et ad gangen. Hvis du er så utålmodig, at din smør stadig er varm når du hælder den i, mærk på dejen hvor varm den er. Hvis den er for varm, så laver du scrambeled eggs ud af æggene når du rører dem i. Æggene har det altså bedst i en kold dej !

I en mindre skål, putter du dit kakaopulver og vand i, og rører pulverret op. Derefter tilsætter du det i dejen, og rører godt igennem. Bliv ved med a røre, imens du hakker chokoladen (denne metode anbefaler jeg kun hvis du har en røremaskine). Så hælder du chokoladen i. Stop med at piske.

Så smører du en springform godt ind i smeltet smør (evt. resterne af det du brugte før). Så hæller du dejen i formen, og på bordet banker du den, ikke hårdt, men bestemt ned i bordet, så alle lufthuller lukker, og chokoladen lægger sig i midten af kagen og ikke i bunden. Ind i ovnen med dyret ! Den opskrift jeg fulgte sagde 25 minutter, men jeg ville tjekke efter 20, for brændt, tør kage er bare ikke pisse fedt!

Når kagen så er kommet ud af oven, giv den lige 5 minutter til at hygge sig lidt. Så åbner du op for din spring form og lader kagen køle af på denne måde. Fjern for guds skyld ikke kagen fra formen, åben bare op, så luft kan komme ind!

Imens den står der, så kan du gå i gang med glasuren. Her tager du dit smør (evt. resten af den pakke du brugte til kagen. - Det skulle gerne passe med at der er 50gr. til overs derfra!), og luner det! Det må under ingen omstændigheder koge, så hold godt øje med det! Når smørret er smeltet tager du de to spsk. mælk og hælder i. Luner det lidt igen, og putter halvdelen  af chokoladen ned i. - grunden til at det er halvdelen det er, at den ikke må blive for varm og skal holdes på omkring de 30 grader. Lad chokoladen ligge i 2-3 minutter, og rør det derefter ud. sørg for at alt chokoladen er rørt ud, for du putter resten i, og rør derefter også dette helt ud! Så tilsætter du flormeliset lidt ad gangen, og rører indtil at massen er helt glat. Her vil du også opleve at massen bliver tykkere... Det gør ingen ting !!

Er kagen endnu ikke kold, så kan du forberede dit pynt. Vælger du mandlerne, så koger og smutter du ca. 100gr. mandler. Hak den derefter groft eller fint, alt efter hvad du synes passer til.

Vælger du den hvide chokolade, så skræller med en grøntsags-skræller chokoladen, så der kommer nogle fine meget tynde flager. Du kan vente med dette til at det rent faktisk skal på kagen, da det vil give et lidt flottere resultat. Men det vælger du selv !

- Jeg selv brugte mandlerne, fordi at jeg er så sund. Hæhæhæ

Når kagen så endelig er kold, så spænder du formen ind om kagen igen, og hælder glasuren over. Hæl det ud på midten af kagen, og lad den selv fordele sig ! - hjælp evt. hvis den ikke selv kan komme hele vejen rundt og jævn det ellers lidt ud. Når den så har sat sig lidt, drysser du mandlerne, eller skræller chokoladen, over. Men vent til den har sat sig, bare lidt. for ellers glider glasuren ad helvedes til. 

Server den i eller uden siderne på formen. - vælger du uden, så vent til glasuren har sat sig helt.

Nu kan i nyde jeres indtagelse af alle former for diabetes, og mærke hvordan de 30kilo du tabte sidste år er kommet tilbage. YES! Men det er jo sådan desserter skal være! Nyd det!

Møs møs!

Ps: Vil du gerne vide hvorfor kagen skal være kold, når du kommer glasur på? - hvad sker der med smør, og sukker når det bliver varmt? Smelter ! - og så glider glasuren ad helvedes til. Så vent!

Pps: Billede findes på min instragram profil (batmocat). - og på min facebook-side.

Til den søde tand. - og kat.

Okay... Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker kage. Sjovt er så, at det ikke så meget er at spise det, men at bage det! Det er jo ellers sådan at det plejer at være omvendt. Her forleden havde jeg så den idé at jeg ville lave macarons. Altså de her små franske makroner med fyld, der smager af "fucking awesomeness".

Macarons - fundet på google.

Det er dem er! Jeg fandt i processen ud af at jeg er rigtig dårlig til at bage makroner, så hey! jeg stod tilbage med voldsomt meget chokolade ganache ( med andre ord: fyld).. Flot ! Så her dag kommer jeg hjem, og synes egentlig bare at det er synd for den her ganache at den bare står i køleskabet og smager af "fucking awesomeness". Så jeg tænker "hey! hvad smager godt med chokolade?".. og finder hurtigt ud af, at al smager godt med chokolade. Så jeg ender med at bage banan cupcakes med det her ganache inden i. Og det blev vildt gode !! Så nu vil jeg dele min opskrift med jer. Så kast jer ud i det, og smag på det!

Ganache:

250gr. almindelige piskefløde
250gr. mørk chokolade (omkring 70% will do)

• Hæl fløden over i en gryde, og lad det varme, og komme så tæt på kogepunktet som muligt (omkring 95grader). Det må under ingen omstændigheder koge, da det bare får det hele til at skele, og den færdige masse til at smage af risengrød.
• Imens fløden varmer knæk/riv/hak din chokolade i mindre stykker, og put det ned i en mindre skål.
• Når fløden at er godt varm hæller du det over chokoladen. og lader det stå i ca. 5 min. 
• Når det så har stået blander du massen sammen. Sørg for at du får alt chokoladen med, så der ikke ligger et lag i bunden. Alt skal med!
• Når det så er blandet godt sammen, putter du folie over, og stiller det i køleren. Det har bedst af at stå i lang tid, så lav det aftenen før du skal bruge det. - den kan nemlig først bruges når den har ca. sammen konsistens som koldt smør. Så lad det stå så længe du kan !

Banancupcakes:

- ca. 12 cupcakes

3 æg

150gr. sukker

200gr. mel

2 tsk. bagepulver

2 tsk. vaniljesukker

2 bananer

Jeg bruger en rører maskine, som gør det muligt for mig at gøre flere ting på en gang. Men en elpisker kan selvfølgelig også bruges!

ovn-info: varmluft 175 grader.

• tænd ovnen, så den er klar til kage!
• Æggene slås ud, og piskes til en let og luftig masse.
• Mos bananerne, og tilsæt sukker, og pisk til sukkeret er opløst.
• Imens blander jeg mel, bagepulver og vaniljesukker, som jeg så sigter ned i ægge-banan-sukker-massen.
• 
  
• Fyld dejen i nogle fine muffin-forme så de er ca. 2/3dele fyldt. Jeg bruger en is-scooper, altså dem man laver iskugler med. En skefuld med sådan en, passer rigtig godt med hvor meget dej der skal i formene.
• kagerne bages i ca. 15-20 minutter, på som sagt 175.
• Når kagerne har bagt færdig, og kølet af, så skær toppen af. Lidt lige som når du skal skære toppen af et græskar. kniven holdes skråt, og ned af. SMID IKKE TOPPENE UD!!!!
• Så fylder du ca. halvdelen af din kolde ganache ned i en sprøjtepose, gerne af plastik, eller af noget materiale hvor massen ikke løber igennem. - et godt tip det er at sprøjte det første ud i skålen igen, da der godt kan sidde lufthulder i posen, som eksploderer ned i kagen, hvis ikke man får dem ud inden.
• Og med en stor tyl, sprøjter du ganachen ned i hullet du har lavet i kagen.
• Når du har gjort det så sætter du toppene (som du selvfølgelig ikke har smit ud), på igen.
• Så putter den anden halvdel ned sprøjteposen, og sprøjter den oven på kagerne. Fordi at ganachen og kagen er meget sød, så behøves der ikke at komme ret meget på toppen. Jeg puttede det på, så det lige dækkede toppen.
• kom kagerne i køleren, eller spis dem nu. Det vælger du selv.

Håber at det er til at finde ud af ! ellers så er gefül altså vejen frem !

Jeg er også ret ked af at jeg ikke havde nogle billeder jeg kan smide herind af kagerne. Men der ligger et på instagram i kan se. Der kan i også se mit liv i billeder og hashtags, hvis i ar brug for en pause fra alt mit snak. Mit bruger navn er "Batmocat", fordi at batman og katte er nice.

Møs her fra !

Ej... Jeg har lidt dårligt samvittighed over at i ikke får noget billede.... Så jeg fandt det her til jer: